Tour-starten skabte folkefest på tværs af Danmark

De tre danske etaper af Tour de France trak mange hundredtusinder tilskuere ud for at opleve Touren, mens tv-seere i op mod 190 lande fik vist flotte billeder af danske byer, landskaber og seværdigheder hjemme i stuerne. Verdens største cykelløb har været i Danmark.

3. etape i gult

Til tider har man måttet knibe sig i armen i løbet af de tre seneste dage. Langs hele ruten bød tilskuere i hundredtusindvis Tour de France velkommen med en imponerede folkefest, som sendte feltet og resten af Tour-karavanen videre til Frankrig på den flottest tænkelige måde.

Enkeltstarten på 1. etape i København, verdens bedste cykelby, startede vådt, men kulminerede med en historisk folkefest i hovedstadens gader.

2. etape fra Roskilde til Nyborg var en 202 kilometer lang etape, hvor hele verden var inviteret med til at opleve feltet cykle igennem smukke danske landskaber og over Storebæltsbroen med Kongeskibet sejlende under. Hele vejen med et publikum, der skabte fantastisk stemning.

På 3. etape kørte rytterne de 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg med danske Magnus Cort i i udbrud på det meste af etapen, hvor han til stor begejstring for folkehavet langs hele ruten forsvarede den prikkede bjergtrøje.

Dermed er den danske Grand Départ 2022 overstået. Politi og øvrige myndigheder melder om eksemplarisk opførsel fra både publikum og trafikanter – og takker dem for at have lyttet til de gode råd om tilskuer- og trafikadfærd. Tusindvis af frivillige har desuden ydet en uundværlig indsat for løbet og tilskuere.

Christian Prudhomme, løbsdirektør for Tour de France, siger:

- Med den danske Grand Départ har vi delt den danske glæde for cykling med hele verden. Touren, rytterne og holdene og Tour-fans fra hele verden er nu alle forelsket i Danmark. Jeg føler mig så beæret over, at Touren har været forbi Danmark med Grand Départ – en af de bedste nogensinde.

- Den danske Grand Départ var alt, hvad vi drømte om – men vi fik meget mere. En fantastisk og rørende holdpræsentation og tre helt igennem spektakulære etaper. På tværs af landet oplevede vi fantastisk stemning, og et publikum med smil på alle ansigter.  

Sophie Hæstorp Andersen, bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark og overborgmester i København, siger:

- Vi elsker cykling, og vi elsker Tour de France i Danmark - og dét fik vi i den grad vist til hele verden. Der var en overvældende opbakning på gaderne og landevejene langs ruten, så selv franskmændene kunne konstatere, at hele Danmark var mødt op! Hujende, heppende og med masser af god stemning – og flotte forberedelser langs ruten. Alt lige fra Holdpræsentationen til sidste destination i Sønderborg gav mig kuldegysninger.

- Det lykkedes i den grad at skabe en gul Tour-feber i Danmark, og jeg vil sige tusind tak for en uforglemmelig folkefest til de mange frivillige, hele holdet bag Tour de France og de mange involverede i Grand Départ.

Ingen store problemer for sikkerhed og trafik

Trafikken og sikkerheden for Grand Départ Copenhagen Denmark forløb uden store udfordringer. Der var under de tre etaper ingen større ulykker og trafikale problemer i forbindelse med løbet. Metroen i København slog samtidig passagerrekord.

Hele den danske Tour-start bliver nu evalueret. Evalueringen skal bl.a. undersøge Tour de Frances betydning for turisme og samfundsøkonomi, estimere antallet af tilskuere til de tre etaper i Danmark samt lave en omdømmeanalyse af Tourens start i Danmark.

Øvrige citater:

Borgmester Tomas Breddam, Roskilde:

- Det blev en fantastisk gul folkefest i Roskilde 2. juli – og en forrygende sidste dag på Roskilde Festival nr. 50. Vi tredoblede indbyggertallet og byen boblede af fællesskab. Det var i den grad en dag, der understregede, at Roskilde er alle tiders, siger borgmester i Roskilde.

Borgmester Kenneth Muhs, Nyborg:

- Det har været fantastisk at opleve den kæmpe folkefest, som cykelløbet har skabt. Touren har sat Fyn og Nyborg på verdenskortet, og vi har i den grad vist os frem fra den bedste side. Tak til alle vores frivillige, foreninger og det lokale erhvervsliv - uden jer var Tour de France i Nyborg ikke blevet den uforglemmelige oplevelse, som vi alle sammen har delt.

Borgmester Jens Ejner Christensen, Vejle:

- Det har være en fantastisk og helt uforglemmelig dag, som har overgået alle vores forventninger. En kæmpe stor tak til de mange frivillige, der har gjort det muligt at gennemføre denne historiske folkefest. Og til de mange borgere, foreninger og virksomheder, der med deres flotte udsmykning og gule folkefester har gjort dagen til en succes. Og til vores helt fantastiske entusiastiske publikum, som har vist Vejle fra vores smukkeste side.

Borgmester Erik Lauritzen, Sønderborg:

- Jeg glæder mig over den stemning, jeg har oplevet i hele Sønderborg Kommune. Der har været folkefest langs hele ruten. Jeg er stolt af, at Sønderborg Kommune har været en del af det kæmpe store arrangement, som der er blevet arbejdet på i nu flere år. I dag har verdens øjne været rettet mod vores by og område. Der skal lyde en stor tak til medarbejdere, borgere og frivillige, som har været med til at gøre det her til en kæmpe succes. Jeg er stolt, men jeg er også sikker på, at borgere i Sønderborg Kommune er stolte. Vi har vist Sønderborg frem på bedste vis, og vi kan med stolthed sige, at Sønderborg var en del touren i sommeren 2022.

Direktør Lars Lundov, Sport Event Denmark:

- En ubeskrivelig opbakning fra store tilskuermængder gennem det ganske land. Sikken en folkefest. En ubetalelig opbakning. Tour-starten i Danmark viser med al tydelighed, at store sportsevents kan samle og begejstre danskerne og tilrejsende gæster,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark:

- Danmark har vist sig fra sin allerbedste side med billeder af byer, landskaber, hav og kultur. Og så har danskerne været et fantastisk publikum, som har givet billederne et ekstra løft. Danmark er ikke særligt kendt i udlandet, og det vigtigt hele tiden at fortælle nye historier for at klare sig i den internationale konkurrence om turisterne. Tour de France har været en rigtig god historie om Danmark.

Adm. direktør Mikkel Aarø-Hansen, Wonderful Copenhagen:

- Vi glæder os over al den positive internationale opmærksomhed, hovedstaden og Danmark har fået, ligesom vi stolte kan konstatere, at det blev den folkefest, vi drømte om. Tour-starten er et fantastisk eksempel på, hvordan vi er stærke gennem samarbejde, og vi glæder os over, at hovedstaden kan bidrage til en national fejring, der på smukkeste facon viser København og landet frem for hele verden. 

 

Fakta:

- Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 I/S har stået bag organiseringen af Grand Départ i Danmark. Der har været nedsat et projektsekretariat, som har stået for den daglige drift af interessentskabet. Ida Bigum Nielsen er direktør.

- Interessentskabets formål er at varetage den overordnede koordinering før, under og efter Tour-projektet så effektivt som muligt og at bidrage til koordinering af sideaktiviteter, der er blevet gennemført på lokalt og regionalt initiativ.

- De tre danske etaper kom i alt igennem 13 kommuner. Der var 5 mål- og startbyer: København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg. Derudover var der 8 gennemkørselskommuner.

- Grand Départs Copenhagen Denmarks primære samarbejdspartnere er Københavns Kommune, Roskilde Kommune, Nyborg Kommune, Vejle Kommune, Sønderborg Kommune, Erhvervsministeriet, Sport Event Denmark, VisitDenmark, Wonderful Copenhagen, Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark.