Roskilde
Oplev Roskilde
Roskilde er startby for 2. etape og en levende fortælling om historien fra vikingetiden over middelalderen op til i dag. Oplev verdensarv og træd i pedalerne rundt i et unikt fjord- og naturlandskab.
Roskilde byder med sin 1000-årige historie på seværdigheder og attraktioner i verdensklasse. Her er historien lettilgængelig - både den oldgamle og den helt nye: fra kongegrave og imponerende arkitektur i den 800 år gamle Roskilde Domkirke – optaget på UNESCO’s verdensarvsliste - til RAGNAROCK’s interaktive udstillinger om pop, rock og ungdomskultur. I de arbejdende værksteder på Vikingeskibsmuseet er du med til at genskabe historien - og det er dig, der trækker i årerne, når vikingeskibene skal ros ud af havnen.
Fortællingen om middelalderbyen, der faldt fra magtens tinder, udfoldes på Roskilde Museum.
I dag er Roskilde en moderne by fyldt med kunst og kultur. I byens smalle stræder ligger spændende gallerier, et bredt udvalg af mode- og nichebutikker, caféer og restauranter med lokale fødevarer på tallerkenerne.
Hævet over landskabet, smukt beliggende ved Roskilde Fjord, udgør byen samtidig porten til Nationalpark Skjoldungernes Land; et unikt fjordlandskab med over 170 fredede kulturminder og mange muligheder for aktive oplevelser i nærkontakt med naturen; Oplev fx panoramaudsigt, når du træder i pedalerne på en af områdets mange smukke cykelruter.
Spørgsmål og svar
Ved henvendelser til Roskilde Kommune omkring Tour de France skriv gerne til
Line Rieck, pressekonsulent
linerieck@roskilde.dk / (+45) 46 31 53 93