Vejle samles om gigantisk gul trøje

Nyhed

Vejle er gået amok i gult og Tour de France-stemning. Børn, unge, ældre og patienter på hospice har strikket en enorm trøje, der skal hænge mellem to kranbiler på Vejle Havn.

Carina Perschke er én af de mange vejlensere, der har strikket lapper til den store gule trøje.

Skrevet af Vejle Kommune

Når starten til 3. etape af Tour de France går i Vejle, vil en trøje med et omfang på 300 kvadratmeter danne blikfang for borgere og gæster i byen og tv-seere hjemme i stuerne.

Hundredevis af frivillige over hele kommunen har strikket med og dermed givet deres bidrag til den enorme gule førertrøje. Blandt de aktive strikkere er patienter på Sct. Maria Hospice. Flere af dem har udtalt, at de ønskede at være med, uanset om de overlever til den 3. juli eller ej.

Idéen kommer fra bankdirektør Alex Slot Hansen, som syntes, det kunne være sjovt at samle borgerne om noget stort – også dem, der ikke interesserer sig for cykelløb og Tour de France. Siden har interessen næsten vælten byen i et fantastisk fællesskab.

Trøjen bliver hængt op på et banner, som er 15 gange 26 meter. Derfra spændes den op mellem to kranbiler, hvorfra den kan ses over hele byen samt blive filmet fra helikopterne.