Bliv frivillig i København

Vil du være en del af frivilligholdet, når Tour de France til sommer starter i København? Tilmeld dig som frivillig i dag.

Cykelryttere i feltet, der kæmper om at vinde en etape af Tour de France

Vi søger et stærkt hold af frivillige, som kan være med til at skabe en helt enestående og unik oplevelse ved årets Tour de France den 1. og 2. juli i København. Du vil som frivillig være med til at sikre de bedste forhold for tilskuere og besøgende rundt omkring i byen under Tour-festen. Som frivillig vil du eksempelvis stå i Fælledparken, hvor cykelfestivalen FestiVélo afholdes, ved vandposter eller metrostationer.

Alle frivillige i København får et Tour-kit med t-shirt, rygsæk, drikkedunk mm., og de første 50 tilmeldte får et gratis tilbud om førstehjælpskursus. Du vil også modtage mad og drikke, når du er på vagt.

Som frivillig skal du være med til at skabe en god Tour-stemning - og have en god portion tålmodighed og være serviceminded - når de mange spørgsmål fra publikum melder sig.  Der er ingen krav om, at du er kæmpe Tour-fan og cykelinteresseret, men kun at du har lyst til at give en hånd med på frivillige-holdet og være en del af den gule folkefest i København. Byfrivillige ser ikke enkeltstarten den 1. juli, men du får en vigtig opgave i forhold til at skabe en god stemning i byen og hjælpe de mange gæster og tilskuere.

Skriv til tourfrivillig@sparta.dk for at tilmelde dig som frivillig.