Etape 3
Vejle > Sønderborg
Søndag d. 3. juli 2022
182 km
3. etape
Etapen starter i kuperet terræn, hvorefter ruten går sydpå. De danske ryttere i feltet vil uden tvivl forsøge at komme i udbrud og bevise deres værd foran deres hjemmepublikum.
Anden del af etapen byder ikke på de store udfordringer, hvorfor etapen bør ligge til sprinterholdene, som må satse på en velforberedt slutspurt. Forholdene med de brede gader i fladt terræn omkring Sønderborg er særligt gunstige for de hurtigste af feltets ryttere, der må ventes at kæmpe om sejren.
Bag om etapen
3. etape bliver en klassisk og velkendt kamp mellem udbrydere og sprinterhold. Dagen starter med en rundtur i Vejle-området, hvor især de danske ryttere vil vide, at man ikke kan tage fejl af de korte, men stejle stigninger.
Rundturen kører forbi Jelling, og de UNESCO-bevarede Jellinge-monumenter, der er rejst i 965 af Harald Blåtand. I 2022 bliver området formentlig affyringsrampe for ambitiøse udbrydere.
Ligesom 2. etape er der tre kategoriserede stigninger, der hvert giver ét point til bjergtrøjen. Den første ligger allerede efter 27km på Koldingvej (1,4km á 4,4%). Derfor vil udbruddet formentlig forsøge at komme tidligt afsted.
Efter 83km kommer rytterne til dagens anden kategoriserede stigning på Hejlsminde Strand (850m á 4,7%). Kort efter igen kommer dagens eneste pointspurt og dagens anden UNESCO-bevarede seværdighed, Christiansfeld.
Udbruddet vil med al sandsynlighed holde sig foran feltet igennem Haderslev og frem til dagens tredje stigning Genner Strand (1,6km á 3,3%) i kampen om at kunne gå til hviledag iført den prikkede bjergtrøje.
Herfra er det en kamp mellem feltet og udbryderne om etapesejren ind igennem Aabenraa og frem mod målbyen Sønderborg. Der er mindre sandsynlighed for forstyrrende sidevind end dagen før, så for sprinterholdene er 3. etape en dag, hvor det ikke må gå galt.
Når rytterne krydser stregen i Sønderborg, er der en velfortjent hviledag.
Her kan du se etapen
Etape 3 starter i Vejle og slutter i Sønderborg. Undervejs kører feltet igennem Kolding, Haderslev og Aabenraa. Du kan se highlights og en gennemgang af den præcise rute, ligesom du kan finde links til muligheder for transport og overnatninger i Vejle og Sønderborg.
Langs ruten
Jelling-monumenterne (UNESCO) - Danmarks dåbsattest
Jellingstenene er blandt verdens mest betydningsfulde monumenter og med på UNESCO`s liste over verdenskulturarv. Den danske nation blev født og skabt i Jelling. Oplevelsescenter Kongernes Jelling ligger midt i det historiske område og byder på en unik og supermoderne digital sanseoplevelse.
LEGOLAND
LEGOLAND Billund er Danmarks mest kendte og elskede forlystelsespark blandt børnefamilier og børn i alle aldre, som elsker masser af action, fart og sjov. LEGOLAND er et populært feriemål, og parkens mange nyheder er med til at forny oplevelsen af at besøge LEGOLAND, som ligger ca. 30 km fra Vejle.
Gå på opdagelse i historien på Sønderborg Slot
Der er oplevelser for både børn og voksne på Sønderborg Slot, der fortæller 800 års historie om Sønderjylland og grænselandet. Gå på opdagelse i fangehullet og slotskøkkenet og mærk stemningen i den store riddersal, hvor stamfaren til Danmarks kongehus, Hertug Hans den Yngre, holdt selskab.
Bliv soldat for en dag på Historiecenter Dybbøl Banke
Danmark mistede en tredjedel af sit landområde, da preusserne indtog Dybbøl Banke ved Sønderborg i 1864. Dyk ned i et vigtigt kapitel af Europas historie på Historiecenter Dybbøl Banke. Mød de tapre soldater, smag feltmaden og gå tur i en genskabt skanse, mens du hører kanonerne buldre.