1. etape: Enkeltstart i København

Stage 1

 

 

Se Københavns interaktive trafikkort her

Tour de France Grand Départ i København er en enkeltstart på 13 km fredag d. 1. juli, der vil påvirke trafikken og parkeringsforholdene i og omkring København markant fra mandag d. 27. juni kl. 20.00 til lørdag den 2. juli kl. 16.00, mens en mindre del af H.C. Andersens Boulevard vil være spærret frem til mandag 4. juli kl. 05.00.

Selve ruten vil være spærret for trafik fra natten til fredag 1. juli kl. 01.00 – lørdag 2. juli kl. 16.00. Derudover vil andre centrale veje blive spærret i løbet af ugen, herunder store dele af H.C. Andersens Boulevard gradvist fra mandag d. 27. juni kl. 20.00.

Fra torsdag 30. juni kl. 09.00 vil der være omfattende forbud mod standsning og parkering på og omkring hele ruten. Enkelte steder vil forbuddene træde i kraft tidligere.

Trafikken i byen vil være tilbage til normal afvikling lørdag 2. juli kl. 16.00, dog med undtagelse af H.C. Andersens Boulevard, der først er helt åben for gennemkørsel mandag 4. juli kl. 05.00.

Vælg kollektiv transport og planlæg din rejse på forhånd

Vil man opleve enkeltstarten eller har ærinder i København i Tour-ugen, anbefales det at benytte offentlig transport som regionaltog, S-tog og Metro til/fra og rundt i byen. Man skal være opmærksom på, at mange lokale buslinjer vil være omlagt.

Er du på cykel rundt i byen, skal du især fredag d. 1. juli og lørdag d. 2. juli forvente, at store dele af byen vil være vanskeligt fremkommelige og orientere dig om alternative kørselsveje uden om ruten, inden du tager hjemmefra.

Det vil være nemt at komme rundt til fods. For fodgængere vil der være 24 gangpassager, hvor ruten kan krydses fredag og lørdag, når der ikke kommer ryttere.

- Se dine muligheder som fodgænger, cyklist eller bilist for hver enkelt dag i Tour-ugen ved at klikke på det interaktive kort.

- Se også trafikinfo.dk for aktuel trafikinformation for vejnettet rundt om København og på tværs af landet

- Planlæg din rejse med offentlig transport på rejseplanen, inden du tager hjemmefra, og find din billet til Touren på transporttiltouren.dk.

Information til bilister

Der vil i Tour-ugen være vejspærringer og omlægninger af trafikken, som gør det vanskeligt at køre i bil ind til København eller parkere, som man normalt kan. Især fredag d. 1. juli og lørdag d. 2. juli vil det være meget vanskeligt eller umuligt at komme rundt i bil, og al unødvendig kørsel inden for og på tværs af ruten frarådes. Onsdag d. 29. juni vil der også være omfattende afspærringer bl.a. omkring H.C. Andersens Boulevard og Christians Brygge fra kl. 13.00 - 23.00, som gør bilkørsel til og fra Indre By meget vanskelig.

De trafikale ændringer forventes også at medføre et markant øget trafikalt pres på vejnettet rundt om København. Tilskuere opfordres til at undlade at tage bilen til København for at opleve enkeltstarten. Tag i stedet fra nærmeste station og ind til byen med offentlig transport.

Beboere eller bilister, der ikke har mulighed for at lade bilen stå, vil skulle orientere sig på forhånd om alternative kørselsveje. Har man et kritisk kørselsbehov, vil der fredag d. 1. juli og lørdag d. 2. juli være enkelte trafiksluser, hvor man i begrænset omfang og i specifikke tidsrum kan krydse ruten. Se trafiksluserne og dine muligheder som bilist på det interaktive kort.

Bemærk, at tung trafik (over 3.5 tons) ikke er tilladt til Indre By fra torsdag d. 30. juni kl. 23.59 frem til lørdag den 2. juli kl. 18.00.  

Forbud mod standsning og parkering på hele ruten

Der vil være et omfattende forbud mod både standsning og parkering langs hele ruten fra torsdag den 30. juni kl. 9.00 til lørdag den 2. juli kl. 16.00. Der vil også være yderligere standsnings- og parkeringsforbud andre steder i Indre By, som træder i kraft tidligere på ugen. Biler, der er parkeret ulovligt, vil blive fjernet for ejers regning. Bilejere rådes til at orientere sig om kommende parkeringsforbud, være opmærksomme på skiltning og om muligt flytte sin bil uden for berørte gader i god tid inden forbuddet træder i kraft.

Mere information 

Yderligere spørgsmål ang. trafik, parkering og transport i København kan stilles til kontakt-tdf@kk.dk eller tlf. 2223 8333.

Telefonåbningstider i Tour de France-ugen:

  • Mandag d. 27/6: Kl. 9-16
  • Tirsdag d. 28/6: Kl. 9-16
  • Onsdag d. 29/6: Kl. 9-21
  • Torsdag d. 30/6: Kl. 9-16
  • Fredag d. 1/7: Kl. 7-21
  • Lørdag d. 2/7: Kl. 7.30-16

Anbefalinger til transport i Tour-ugen

  • Vælg offentlig transport 

Metro, S-tog og regionaltog er gode måder at komme til, fra og rundt i København på. Undgå dog at medbringe din cykel især fredag, hvor der forventes mange passagerer. Find din billet til Touren på transporttiltouren.dk og planlæg din øvrige transport på rejseplanen.dk

  • Kom rundt til fods

Fodgængere kan gå langs med, men ikke på tværs af de afspærrede vejarealer. Fredag og lørdag kan man krydse ruten til fods 24 steder, når der ikke kommer ryttere. Se gangpassager på det interaktive kort.
 

  • Planlæg din cykelrute på forhånd

Fredag og lørdag kan du ikke færdes på cykel, som du plejer. Der vil være vejspærringer og trængsel i byen, og du kan ikke cykle langs ruten. Der vil kun være få steder at krydse ruten på cykel, så vær forberedt på at skulle cykle uden om ruten. Planlæg din rute, inden du tager hjemmefra på.  Se cykelpassager på det interaktive kort.

  • Lad bilen stå

Lad bilen stå i Tour-ugen, hvis du kan. Især fredag og lørdag, men også onsdag, vil det være meget vanskeligt eller umuligt at færdes i bil, og fra torsdag morgen til lørdag eftermiddag vil der desuden være forbud mod standsning og parkering langs hele ruten. Orienter dig på forhånd på det interaktive kort og på trafikinfo.dk for information om vejnettet rundt om København og på tværs af landet.

...

Hvad gør jeg hvis... 

Jeg plejer at køre i bil til og fra arbejde?

Fredag 1. juli og lørdag 2. juli vil store dele af Indre By, Nørrebro og Østerbro være spærret ifm. enkeltstarten, og der er også omfattende standsnings- og parkeringsforbud. Der forventes generelt et stort pres på vejene ikke bare i Indre By, men også på vejnettet til og fra København, og al kørsel inden for og på tværs af ruten, som ikke er absolut nødvendig, frarådes.

Har du mulighed for at køre uden om ruten, tage en hjemmearbejdsdag, tage cyklen eller offentlig transport, vil det være at anbefale. Har du ikke mulighed for det, vil det være muligt i meget begrænsede tidsrum at krydse ruten via enkelte trafiksluser. Disse vil dog være lukkede i længere perioder, bl.a. fredag 1. juli fra kl. 12.00 til 20.00, så det er nødvendigt at afsætte rigtigt god tid og være sikker på, at du også kan parkere, når du kommer frem.

Se dine muligheder som bilist på trafikkortet og orienter om den aktuelle trafik på vejnettet rundt om København på trafikinfo.dk

Jeg er gangbesværet eller har et fysisk handicap?

Fredag 1. juli kl. 12-20 etableres der fem hævede tilskuerpodier med kørestolsramper langs med ruten på Jagtvej. Podierne er forbeholdt kørestolsbrugere og personer med et fysisk handicap, som ellers ikke vil kunne overvære Touren fra fortovet. 

Der er ikke opstillet stole, og der kan ikke reserveres plads på podierne. Der vil være officials tilstede ved podierne for at sikre adgangsforhold. 

Det vil være muligt for køretøjer med handicapskilt at køre ind til Jagtvej via Vennemindevej og parkere på Jagtvej. Der er dog et begrænset antal parkeringspladser, og der kan ikke garanteres plads. Køretøjer uden handicapskilt vil ikke kunne få adgang. 

Orienter jer grundigt om de begrænsede kørselsforhold og vejspærringer i byen, inden I kører hjemmefra, på www.letourcph.dk/trafik/kbh 

Jeg skal flytte 1. juli?

Flytning præcis den 1. og 2. juli vil være vanskeligt, hvis du skal flytte til/fra en adresse på eller inden for ruten. Bor du på ruten, er det slet ikke muligt at komme til din adresse i bil. Skal du køre på tværs af eller inden for ruten, så vær opmærksom på, at det bliver meget vanskeligt at færdes i bil, fordi de store omkringliggende færdselsårer er spærret, og der forventes pres på vejene. Allerede fra torsdag 30. juni kl. 09.00 og frem til lørdag 2. juli kl. 16.00 er der forbud mod standsning og parkering på hele ruten, så det bliver vanskeligt eller helt umuligt at standse og parkere på og inden for ruten. Bemærk også at tung trafik over 3.5 tons til Indre By vil blive afvist fra torsdag den 30. juni kl. 23.59 - lørdag d. 2. juli kl. 18.00. Er du nødsaget til at flytte inden for dette tidsrum, skal det være i mindre flyttebiler.

Se vejspærringer, standsnings- og parkeringsforbud og kørselsveje på trafikkortet

Jeg skal rejse i sommerhus eller på ferie?

Havde du planlagt at tage bilen på ferie eller i sommerhus fredag den 1. juli eller lørdag den 2. juli, er det en rigtig god ide at tage af sted, inden ruten lukker d. 1. juli kl. 01.00 (altså natten mellem torsdag og fredag), eller efter trafikken genåbner lørdag 2. juli kl. 16.00.

Hvis du ikke har mulighed for at vente, så kan man krydse ruten via Knippelsbro, som er åben i hele perioden, eller via trafiksluserne, som dog er lukkede i længere perioder både fredag og lørdag. Du skal dog forvente ventetid ved trafiksluserne og generelt trafikalt pres i hele byen samt på vejnettet omkring København.

Overvej at flytte din bil uden for ruten, inden parkeringsforbuddet træder i kraft torsdag d. 30. juni kl. 9.00, eller inden ruten lukker fredag 1. juli kl. 01.00, så du ikke havner i problemer med at krydse ruten. Går turen over Storebæltsbroen, skal du være opmærksom på, at broen er lukket for biltrafik i fem timer lørdag den 2. juli mellem kl. 13.00 og 18.00, når Tour de France ruller videre hen over Fyn og Jylland.

Se dine muligheder for at komme rundt i København på trafikkortet og læs om trafikanbefalinger på tværs af landet og se live trafikkort for hele Danmark på www.trafikinfo.dk

Jeg skal på hospitalet eller til lægen?

Skal du akut på hospitalet eller skadestuen, vil det til enhver tid være muligt. Der arbejdes tæt sammen med akutberedskabet i hovedstaden samt politi og brandvæsen for at sikre frie kørselsveje for ambulancer og redningskøretøjer. Skal du til læge, kan du generelt færdes de fleste steder til fods, men hvis din læges adresse ligger på ruten, skal du forvente, at området bliver svært fremkommeligt også til fods, og det vil slet ikke være muligt at køre i bil eller på cykel derhen fredag d. 1. juli. Hvis det er muligt, anbefales det at lægge din lægeaftale en anden dag.

Jeg skal have leveret varer eller andet til min butik eller bopæl?

Selve ruten er fuldt hegnet og lukket for trafik fra fredag d. 1. juli kl. 01 til lørdag 2. juli kl. 16.00, og allerede fra torsdag d. 30. juni kl. 9.00 vil der være forbud mod standsning og parkering på ruten. Arranger derfor varekørsel og leverancer inden vejene lukkes, evt. via tilstødende gader, som ikke er omfattet af afspærringen.

Hvis din adresse ligger på de afspærrede områder på eller omkring H.C. Andersens Boulevard, vil til- og frakørsel i bil være umuligt allerede fra mandag d. 27. juni kl. 20.00. Den sidste spærring af H.C. Andersens Boulevard mellem Vesterbrogade og Tietgensgade ophæves først mandag 4. juli kl. 05. Hvis du bor inden for ruten, vil det være muligt at krydse ruten periodisk via trafiksluser, men disse vil dog være lukkede fredag d. 1. juli kl. 12.00 – 20.00 og igen lørdag d. 2. juli kl. 7.30 – 12.30. Bemærk også, at tung trafik ikke er tilladt til Indre By fra torsdag d. 30. juni kl. 23.59 til lørdag d. 2. juli kl. 18.00.

Se vejspærringer, standsnings- og parkeringsforbud og kørselsveje på trafikkortet

Jeg skal cykle rundt i byen eller på arbejde under Tour de France?

I dagene op til enkeltstarten, fra mandag d. 27. juni til torsdag d. 30. juni, kan du sagtens cykle rundt, også langs med de afspærrede områder på og omkring H.C. Andersens Boulevard, da det kun er vejbanerne, der afspærres. Du kan dog ikke krydse de afspærrede vejbaner. Fredag d. 1. juli bliver det dog vanskeligt at færdes på cykel. Man vil slet ikke kunne køre langs med ruten eller tæt på ruten pga. de mange tilskuere.

Skal du igennem byen, kan du kun krydse ruten via Knippelsbro eller via Kastellet eller via trafiksluserne ved bl.a. Kristianiagade, som dog er lukket fredag fra kl. 12.00 - 20.00. Det bedste er at vælge en rute uden om enkeltstartsruten, fx over cykelbroen ved Fisketorvet, selvom det vil være en omvej. Skal du krydse ruten, er det en god ide at vælge offentlig transport. Du kan dog ikke tage cyklen med i offentlig transport.

Lørdag den 2. juli er hele ruten fortsat spærret til cykelløbet Tour de København, hvor alle – store som små – gratis kan opleve hele enkeltstartsruten på to hjul. Der vil være en række hop on/hop off-punkter på hele ruten, hvor man kan cykle ind og være med i cykelløbet, men man kan ikke krydse ruten på cykel. Du kan dog lørdag benytte cykelstierne langs med Tour de København-ruten.

Se dine muligheder som cyklist på trafikkortet

Jeg kommer hjem fra ferie eller Roskilde Festival lørdag?

Hvis du bor inden for ruten, kan du ikke krydse ruten i bil fredag den 1. juli kl. 12.00 – 20.00 og lørdag den 2. juli kl. 7.30 – 12.30, hvor trafiksluserne er lukkede. Knippelsbro er åben hele tiden, men alle gader inden for ruten vil være svært fremkommelige, fordi de omkringliggende store færdselsårer er spærrede. Regn desuden med, at der generelt vil være stort pres på hele vejnettet rundt om København fredag og lørdag. Hvis du kan, så vent i stedet, til alle veje åbnes igen, og forbuddene mod standsning og parkering ophæves igen lørdag den 2. juli kl. 16.00. Du kan rejse med Metro, S-tog og regionaltog alle dagene, men forvent mange mennesker og forlænget rejsetid især fredag.  

Se vejspærringer, standsnings- og parkeringsforbud og kørselsveje på trafikkortet

Jeg har bil, som jeg normalt parkerer på gaden i København?

Der vil være omfattende parkeringsforbud under Tour de France, fordi hele ruten skal være totalt fri for parkerede biler. Standsning vil heller ikke være muligt. Langt de fleste forbud træder i kraft fra torsdag den 30. juni kl. 09.00, men enkelte steder omkring H.C. Andersens Boulevard vil der være forbud for standsning og parkering allerede fra mandag den 27. juni kl. 9.00. I alt 2500 parkeringspladser inddrages ifm. Tour de France, ligesom flere store parkeringshuse bliver lukket inde, således at man ikke kan komme ind og ud. Det er desværre ikke muligt at anvise alternative steder, hvor man kan parkere. Har du beboerlicens til Indre Nørrebro, Indre By og Indre Østerbro, vil du dog kunne parkere uden for din egen zone uden ekstra beregning i perioden mandag d. 27. juni til mandag d. 4. juli. Vær opmærksom på, at ulovligt parkerede biler vil blive fjernet for ejers regning. Der vil i god tid blive opsat skiltning der, hvor forbuddene gælder, ligesom du kan se parkeringsforbuddene på det interaktive trafikkort på koebenhavn.letourcph.dk. Skulle tidspunkter for forbuddene ændre sig, vil skiltningen i gaderne til enhver tid være gældende.

Se alle standsnings- og parkeringsforbud på trafikkortet

Jeg bruger Flex-trafik til sygehus eller andre steder - sker der ændringer?

Helt overordnet vil der være områder i de centrale dele af hovedstaden og på Sjælland, som ikke kan betjenes med flextrafik under Tour de France, fordi vejene er spærret for biltrafik. 

For at undgå vogne i flextrafikken sidder fast med kunder eller kommer frem med store forsinkelser, er det nødvendigt at begrænse muligheden for, hvilke rejser/ture der kan blive tilbudt i flextrafikken på de to dage cykelløbet står på. Prioriteringen er i videst muligt omfang at gennemføre patientbefordringen for Region Sjælland og Region Hovedstaden og den kommunalt visiterede kørsel som køres af Movia flextrafik og flexhandicap (handicapkørselsordningen). Movia er i tæt dialog med begge regioners sundhedsområder og har særlig opmærksomhed på bl.a. dialysepatienter mv.

For kunderne i flexhandicap (handicapkørselsordningen), der ønsker en rejse til eller fra en af de kommuner, hvor cykelløbet foregår, vil det kun være muligt at bestille rejser til såkaldte anerkendelsesværdige formål: barnedåb, bryllupper og vielser, begravelse og runde fødselsdage. 

Ændringer i København og på Frederiksberg

Begrænsningen for rejser med flexhandicap med indførelse af anerkendelsesværdige formål vil gælde Københavns og Frederiksberg Kommune hele dagen både den 1. juli (1. etape) og 2. juli (motionscykelløb på ruten). 

Jeg skal til bryllup eller arrangement på eller tæt på ruten?

Skal du holde eller deltage i et bryllup eller arrangement på en lokation direkte på ruten fredag d. 1. juli eller lørdag d. 2. juli, bliver det desværre meget vanskeligt at komme frem. Bilkørsel vil være helt umuligt, og man vil heller ikke kunne køre langs med eller tæt på ruten på cykel. Den bedste mulighed er at gå til fods, evt. kombineret med offentlig transport, såsom Metro, S-tog og Havnebus. Undersøg forinden på trafikkortet på letourcph.dk/trafik/kbh hvor den nærmeste gangpassage ligger, hvis I skal krydse ruten. Skal du have leveret mad eller andet i bil, kan du kun køre på veje, der ikke er omfattet af spærringer. Sørg for at klare ærinder i bil, inden der indtræder forbud mod standsning og parkering torsdag 30. juni kl. 09.00. Kørsel på ruten er muligt frem til fredag d. 1. juli kl. 01.00. Herefter er der kun fem trafiksluser åbne til krydsning af ruten, men disse er dog lukkede fredag d. 1. juli fra kl. 12.00 – 20.00 og igen lørdag d. 2. juli kl. 07.30 – 12.30. Forvent stort pres på sluserne og sørg for at have forberedt alternative planer. Fra lørdag kl. 16.00 vil trafikken igen være tilbage til normal afvikling i hele byen , dog undtaget en enkelt spærring af H.C. Andersens Boulevard på stykket mellem Vesterbrogade og Tietgensgade, som først ophæves mandag 4. juli kl. 05. 

Se vejspærringer, gangpassager, kørselsveje m.m. på trafikkortet

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg har en virksomhed langs ruten og har ting stående udenfor min butik?

Ligger din virksomhed på/langs ruten eller i start- og målområde, og har du udeservering, reklameskilte og/eller vareudstilling, blomsterkrukker, beachflag eller lignende stående på offentlig vejareal, skal du fredag den 1. juli fjerne det af sikkerhedsmæssige årsager og for at sikre fremkommeligheden for de mange tusinde tilskuere. Ved tvivl om regler, skriv til kontakt-tdf@kk.dk

Lørdag den 2. juli, når Tour de København cykler forbi, er du velkommen til at stille det ud igen. Du kan se mere om folkecykelløbet Tour de København www.tourdekbh.dk Denne dag indbydes virksomheder, der normalt ikke har tilladelse til opstilling på offentlig vej også til at deltage i den gule folkefest. Gældende vilkår for udeservering, reklameskilte og vareudstilling skal overholdes www.kk.dk/arrangementer 

Siden opdateres løbende. Sidst opdateret 30. juni 2022. 

Ofte stillede spørgsmål

  • Hvornår starter og slutter 1. etape af Tour de France i Danmark?

    På 1. etape kører den første rytter ud kl. 16.00, mens den sidste rytter forventes at krydse målstregen ca. kl. 19.10. Før rytterne vil der køre en reklamekaravane samt andre køretøjer på ruterne, så der er meget mere end de professionelle ryttere at se på ruten.  Find tidstabellen for 1. etape på denne side.

  • Hvordan påvirkes cykeltrafikken i København?

    Man vil kunne cykle rundt i København, men hele området omkring ruten vil være svært fremkommeligt på cykel især fredag ifm. etapen, men også lørdag ifm. Tour de København. Cyklister må påregne omkørsler i forbindelse med afspærringer og evt. længere transporttid pga. de mange turister/tilskuere i byen.  

    Fredag og lørdag d. 1.-2. juli, mens der er cykelløb (etapen og Tour de Kbh), vil det ikke være muligt at cykle eller parkere på/langs med ruten. Der vil dog blive lavet ca. 24 passager, hvor cykler i begrænset omfang kan trækkes med over ruten, foruden permanente cykel- og gangtunneller og broer.  

    De øvrige dage op til enkeltstarten og Tour de Kbh, hvor start/målområdet omkring H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen også er afspærret (tirsdag, onsdag, torsdag d. 28. – 30. juni), vil det være muligt at krydse H.C. Andersens Boulevard udvalgte steder (se det interaktive kort), samt cykle langs med det afspærrede område, idet det kun er vejbanerne, der er afspærret.  

  • Hvordan påvirker Tour de France trafikken i København?

    Afviklingen af enkeltstarten i København d. 1. juli kommer til at påvirke trafikken og parkeringsforholdene i København markant over flere dage. Tilskuere, der vil til København for at opleve den gule folkefest, opfordres til at vælge kollektive transportformer såsom tog eller bus til/fra København. Man vil kunne komme rundt i byen til fods og med Metro og S-tog.  
     
    Centrale færdselsårer i København, herunder H.C. Andersens Boulevard og området omkring Rådhuspladsen,
    lukkes for trafik og parkering fra mandag d. 27. juni kl. 20.00. Selve enkeltstartsruten lukkes for standsning og parkering fra torsdag d. 30. juni kl. 09.00 og for al trafik fra fredag d. 1. juli kl. 01.00 til lørdag d. 2. juli kl. 16.00. 

    Bilkørsel vil være meget vanskeligt og frarådes helt for tilskuere samt så vidt muligt for lokale borgere. 

    Læs mere via dette link.