Storebæltsbroen – Spektakulært sidevindsdrama

Der venter en spektakulær afslutning på anden etape, når rytterne skal krydse verdens tredjestørste hængebro – Storebæltsbroen.

Storebæltsbroen med vindmøller i foregrunden

Siden sin åbning 1998 har Storebæltsbroen været det mest betydningsfulde trafikale bindeled i Danmark. Samlet strækker broen sig 17,5km fra kyst til kyst, hvor rytterne vil være blottet for vinden. 

Gennem de seneste år har sidevindsetaper dannet rammen om store dramaer i Tour de France. Det bliver svært at sidde på hjul, feltet strækker sig langt ud og på et tidspunkt knækker over. Her frygter særligt klassementsfavoritterne at blive fanget for langt nede i feltet. 

Før broen venter kører rytterne i 50km langs Sjællands vestkyst. Allerede når de rammer broen er der altså store chancer for, at hård sidevind fra Kattegat har splittet feltet i mange jagtende grupper.  

Som en lille ekstra udfordring stiger broen fra første sekund med 2% hen over 3km op til broens højeste punkt på 65m over havets overflade. Måske kan feltets puncheurs bruge verdens tredjestørste hængebro som affyringsrampe for et angreb på etapesejren og den gule trøje? 

Der venter i hvert fald historiske billeder, når rytterne kører under de to 254 meter høje pyloner, der bærer den i alt 6790m lange Østbro. 

På vej ned igen vil rytterne let kunne nå hastigheder over 60km i timen ned mod den lille ø, Sprogø, der forbinder broens to dele. Sprogø har mange hundrede år været en strategisk position for at sikre gennemsejlingen i Storebælt. Valdemar Den Store (1131-1182) opførte en borg på øen, som man stadig kan se ruinerne af. Inden da i Vikingetiden brugte de germanske vendere øen som base for sørøvertogter. 

Hvis nogen af rytterne har vovet sig på togt hen over Sprogø, kører de ensomt over den 6,6km lange, flade og næsten snorlige Vestbro. Den kan meget vel blive dagens hårdeste stykke. Rytterne er tappet for kræfter og totalt blottet for vinden. Her vil både de selv og alle seere få et unikt indblik i styrkeforholdet blandt feltets stærkeste motorer. 

Det bliver en uforudsigelig etape, og uanset om sprinterholdene eller en lykkeridder trækker det længste strå i finalen, så kan man ikke forestille sig en flottere ramme for et cykeldrama i verdensklasse.  

Fun facts

  • Det tog mere end 10 år at bygge Storebæltsbroen og krævede arbejdstimer svarende til 66.000 leveår.
  • Storebæltsbroens to hovedkabler, der fra de 254m høje pyloner holder hængebroen, består af 18.648 enkelte stålwirer, som let kan nå to gange rundt om Jorden.
  • De to pyloner er kun 46m lavere end Eiffeltårnet i Paris.
  • Ca. 13 millioner køretøjer kørte over Storebæltsbroen i 2019. Broen har også en togstrækning og -tunnel.
  • Sprogø blev forstørret 4 gange i forbindelse med byggeriet af Storebæltsbroen. I dag er den ubeboet.
...