København er verdens bedste cykelby

Cykelby

Grøn mobilitet er helt afgørende for at sikre byernes grønne omstilling. I 2019 er København igen kåret til verdens bedste cykelby. Gennem cykelvenlig infrastruktur har København skabt et unikt bymiljø, hvor grønne transportformer erstatter bilerne som det primære transportmiddel.

I hele verden peges der på København som én af de bedste byer at cykle i. Med mere end 672.000 cykler og 384 km cykelsti er byens cykelkultur åbenlys, hvor end du kigger hen.

44% af alle ture til arbejde og uddannelse i København sker på cyklen. På en hverdag bliver der i alt cyklet mere end 1,4 millioner kilometer.

En cykelvenlig by kommer ikke af sig selv. København har altid været en god by at cykle i, men et øget fokus – og massive investeringer – på grøn mobilitet betyder, at byen i dag anses for at være den bedste cykelby i verden.

Siden 2011 har Københavns Kommune investeret ca. 1,5 milliarder kroner i bedre cykelforhold som supercykelstier, cykelparkering og cykelbroer, der forbinder byens forskellige dele på nye og spændende måder.

De investeringer har betalt sig og i 2016 kørte der for første gang siden 1970’erne flere cykler end biler gennem Københavns Indre By.

Sundere borgere og en renere by

Det har mange positive effekter at fremme cyklismen og den grønne mobilitet. 30 minutters daglig cykling reducerer den enkeltes dødrate med 30%. En analyse fra Dansk Industri viser, at hver gang cyklismen i Region Hovedstaden stiger med 10%, så betyder forbedringen i byens luftkvalitet og borgernes fysiske form 109.000 færre årlige sygedage for ansatte og studerende. Det sparer byen, arbejdsgiverne og borgerne for i alt 467 millioner i sundhedsudgifter hvert år.

Mere cyklisme reducerer belastningen af byens infrastruktur, skaber bedre plads på vejene og reducerer på den måde også rejsetiden for bilister. Det reducerer støjniveauet i byen og giver alle en let, tilgængelig og sund måde at komme rundt og opleve byen. Det gavner vækstskabelsen, når transporten til og fra arbejde bliver lettere. Sidst, men ikke mindst, er hver eneste tur i bilen, der erstattes med en cykeltur en gevinst for vores klima.

Cyklen erstatter bilerne

Med Københavns Kommunes målsætning om at være CO2-neutral i 2025 er det absolut nødvendigt at fremme cyklen som det primære transportmiddel og gøre hele byen mere cykelvenlig.

For hver gang én person tager cyklen 2,5 kilometer frem og tilbage til skole eller arbejde i stedet for bilen, så reducerer vi CO2-udledningen med op mod 150 kg hvert år. Den bedste måde at få flere til at træffe det valg er at skabe en infrastruktur i byen, der gør cyklen til det naturlige valg. Hvis cyklen både er den letteste, hurtigste og billigste måde at komme rundt på, hvilket mange københavnere tilsyneladende allerede mener, så giver det valg sig selv.

Fakta om den københavnske cykelkultur 

  • Der er flere cykler end indbyggere i København
  • Hver dag cykles der mere end 1,4 millioner kilometer i København
  • København har 384 kilometer cykelsti
  • Dronning Louises Bro i København er en af de travleste cykelstier i verden. Mere end 40.000 cyklister krydser broen hver dag.
...