Etape 2

Roskilde > Nyborg
Lørdag d. 2. juli 2022
202 km

2. etape

En lang og vindblæst dag over Sjælland, med en spændende finale over en af verdens længste broer.

r2

Rytterne kører først gennem maleriske landskaber langs fjorde og over bakker for på etapens sidste 20 km at køre over Storebæltsbroen. Når de krydser bæltet, kommer vinden derfor til at spille en helt afgørende rolle. Holdkaptajnerne må således sætte deres lid til holdets kollektive styrke og opofrelsen hos den enkelte rytter på holdet.

Det forventes, at det bliver et opsplittet felt, der krydser målstregen i Nyborg, og at tidstabene får stor betydning for, hvem der må køre videre i den gule trøje, og for det endelige samlede klassement. Sejren kan meget vel gå til en af de stærke sprintere i feltet.

Profil på etape 2. Flad med små bakker.

Bag om etapen

2. etape bliver hård fra start til slut. De tre kategori 4-stigninger i Veddinge Bakker efter 62km, 72km og 84km giver lykkeridderne en ekstra gulerod, så der vil være hård kamp fra start om at komme med i udbruddet.

Efter stigningerne drejer rytterne sydpå og ruten snoer sig i 50km ned langs Sjællands vestkyst. Her er der store chancer for side-modvind, der kan splitte feltet allerede inden Storebæltsbroen.

Afslutningen hen over Storebæltsbroen var afgørende for at få Tour de France til Danmark. Tv-billederne af rytterne hen over broen vil gå over i Tour-historien, og dramaet bliver kun endnu større af, at alle ryttertyper i feltet kæmper den dag om enten etapesejr, klassementet, den grønne trøje eller bjergtrøjen – alt er i spil
Alex Pedersen, talsperson for Grand Départ Copenhagen Denmark.

Når rytterne efter 178km drejer ind på Storebæltsbroen, kører de straks op over verdens tredjestørste hængebro. De første tre kilometer til toppen af broen stiger svagt indtil rytterne kører 65m over vandets overflade. Herefter går det ned igen, hen over Sprogø og ud på den flade 6,6km lange kamp mod vinden på den flade, men helt åbne vestlige del af broen.

Målstregen ligger kun 3km fra broens fod i Nyborg, så kampen over Storebælt vil udgøre finalen, der kan skabe overraskende vindere, store forskydninger klassementet og ikke mindst helt enestående TV-billeder.

Hele dagen bliver en opslidende og dramatisk kamp, hvor udbrydere, sprintere og klassementsfavoritter og hjælperyttere alle er nødt til at give alt, hvad de har.

 

 

Her kan du se etapen

Etape 2 starter i Roskilde og slutter i Nyborg. Undervejs kører den igennem Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Korsør. Du kan se highlights og en gennemgang af den præcise rute, ligesom du kan finde links til muligheder for transport og overnatninger i Roskilde og Nyborg.

Følg links til de enkelte byer for at få mere information om begivenheder og praktiske oplysninger om gode steder at se løbet.
Oversigt over ruten til etape 2 - med visning af de byer der passeres

Langs ruten

Kysten langs stranden

Fantastisk natur ved Storebæltsbroen

Verdens femte længste hængebro er centrum i Storebælt. Langs den smukke kystlinje kan du cykle en tur eller bade i de reneste bølger fra en af de mange fine sandstrande. Prøv også at gå en tur på Knudshoved for enden af Storebæltsbroen med unik panoramaudsigt.

Roskilde Domkirke

Roskilde Domkirke

Roskilde Domkirke er én af bare syv danske attraktioner på Unescos verdensarvsliste. I Roskilde Domkirke ligger Danmarkshistorien begravet. Mød 40 af Danmarks konger og dronninger i smukke kapeller og mørke krypter. Hør dragen brøle eller find roen på en bænk under de høje hvælv. Domkirkens arkitektur er en tidsrejse gennem 800 år.

Vikingeskibe på Roskildefjord

Vikingeskibsmuseet

Vikingeskibsmuseet udstiller fem originale vikingeskibe og fortæller om vikingernes maritime kultur. Her mødes historie, aktiviteter og et smukt havnemiljø, hvor træskibe ligger tæt. Du kan følge bådebyggernes arbejde med materialer, teknikker og værktøj, som vikinger gjorde det. I sejlsæsonen (1/5–30/9) kan I sejle med ud på Roskilde Fjord. 

Nyborg slot

Nyborg Slot

I middelalderen var Nyborg kongeby og landets hovedstad. Nyborg Slot er et enestående middelalderslot, der med et velbevaret voldanlæg giver et unikt indblik i historien. Frem mod 2023 foregår en gennemgribende renovering af slottet, og der skabes formidling af middelalderen i Danmark.

Hvad sker der langs ruten?